TEMATISK FORUMS NYHEDSBREV NR. 4 – Marts 2007

 

Til medlemmer, arbejdsgrupper og andre interesserede

 

Nyt om Behovsundersøgelsen

En baggrundsgruppe bestående af repræsentanter fra hver af de tre arbejdsgrupper, styregruppen, netværkskoordinatoren og konsulenten Lisbet Fich har været meget aktive i forberedelsen og udformningen af behovsundersøgelsens forløb og metode. Selve processen ses som vigtig i forhold til at skabe opbakning omkring aktiviteterne i arbejdsgrupperne, og forudsætningen for denne opbakning er selvfølgelig, at TF er relevant i forhold til medlemsorganisationernes arbejde og prioriteringer. Nedenstående er Lisbets tanker og ideer om undersøgelsen: TF har valgt at gennemføre behovsundersøgelsen på en lidt utraditionel måde: Undersøgelsen skal ikke kun undersøge netværket, den skal være med til at skabe det. Erfaringen fortæller os også, at det er vigtigt med støtte og opbakning fra ledelse og politisk hold til netværkets aktiviteter. Ellers ender det som en fritidshobby for nogle få ildsjæle. Præsentation af en konsulentrapport skaber ikke forpligtelse. Ofte bliver den vandret arkiveret. Så den politiske og ledelsesmæssige forpligtelse og opbakning skal skabes aktivt - gennem konkret at handle af med baglandet, gennem forhandling om aktivitetsplaner, gennem synlighed, gennem 'accountability'. Derfor sigter behovsundersøgelsen også mod aktivt at inddrage organisationernes ledelser, så vi får understøttet forankringen i organisationerne.

 

Udkommet af behovsundersøgelsen bliver derudover dokumenteret i form af arbejdsgruppernes handleplaner og en synteserapport. Resultaterne vil blive præsenteret på TFs Netværkstræf lørdag den 12. maj på Borups Højskole.

 

Nyt om www.tematiskforum.dk

Alle arbejdsgrupper opfordres til at sende referater, power-point-præsentationer og andre materialer udfærdiget i forblindelse med workshops og lignende til Monica Therese Jacobsen (mtj@ms.dk), så de kan blive lagt ud på hjemmesiden. Endvidere opfordres medlemmer af arbejdsgrupperne, der skulle være interesseret i at modtage et kursus i at opdatere og lægge ting ud på hjemmesiden, til at skrive en e-mail til Monica snarest muligt.

 

 

Nyt styregruppemedlem

Desværre måtte Tematisk Forums styregruppe sige farvel til Johannes Nordentoft som træder ud af styregruppen for at prioritere arbejdet i kapacitetsopbygningsgruppen. Johannes har været en af nøglepersonerne i forhold til at opstarte netværket og har mange visioner og ambitioner, som nu vil komme hele netværket til gode gennem kapacitetsopbygningsgruppen.

Vi har derfor den fornøjelse at kunne byde et nyt medlem af styregruppen velkommen, nemlig Lilian Andresen som er fra Sydafrika Kontakt, men vil repræsentere Projektrådgivningen i styregruppen. Hun vil formelt blive introduceret til TF på næste styregruppemøde den 20. marts.

 

Nyt fra andre netværk

Kønsnetværket fik i januar måned godkendt sin ansøgning og en 3 årig bevilling fra Danida. Bevillingen inkluderede også en fuldtidskoordinatorstilling, som er blevet besat. Den nye koordinator er Signe Yde-Andersen, der er 33 år gammel. Signe starter arbejdet d.1. marts.2007. Hun har et bredt kendskab til det danske og internationale ulandsmiljø samt erfaring fra arbejde i udviklingslande som Latinamerika og Afrika. I sin seneste ansættelse var hun i 3 år ansvarlig for køns og rettighedsområdet i UNFPA Burkina Faso. Hun har en kandidatgrad i Internationale udviklingsstudier og Offentlig administration fra RUC fra 2002.

Kønsnetværket inviterer til et stormøde den 22. marts kl. 13.30–16.00 for alle netværkets medlemmer og andre interesserede.  Formålet med mødet er at begynde at danne temagrupper bestående af medlemmer og andre med særlig interesse for emnet. Dette vil ske på basis af et kort skriftligt oplæg, der opsummerer behovsanalysen og intentionen med temagrupperne.

 

Sæt kryds i kalenderen - fremtidige arrangementer

Marts

1. marts: Behovsundersøgelsesworkshop om M&E på Vartov, 12.30 til 16.30

5. marts Behovsundersøgelsesworkshop om Fortalervirksomhed på Vartov, 12.30 til 16.30

15. marts: Behovsundersøgelsesworkshop om Kapacitetsopbygning på Vartov 14.00-18.00

April

16. april: Workshop om budgetanalyse og fortalervirksomhed på Vartov, 09.00-17.00

Maj

11.-12. maj: Årsmøde og Netværkstræf på Borups Højskole (detaljeret program følger)Mere om workshoppen om budgetanalyse

Fortalerarbejdsgruppen inviterer til denne workshop som har til formål at diskutere og informere om budgetanalyse og fortalervirksomhed. Workshoppen bliver faciliteret af den svenske konsulent Anna Schnell. Der er stadigvæk få pladser tilbage, og tilmelding sker ved henvendelse til Tematisk Forums studentermedhjælper Monica Therese Jacobsen (mtj@ms.dk) senest den 2. April 2007 – deltagelse bekræftes endeligt per mail.

Som I ved er der budgetteret med 250.000 kr. til hver arbejdsgruppe for 2007. Vi opfordrer derfor kraftigt grupperne til at tage initiativer til workshops som har relevans indenfor de tre temaer. Netværkssekretariatet vil meget gerne være behjælpelig med logistikken og organiseringen og finansieringen! Så kontakt til Monica Therese Jacobsen (mtj@ms.dk) eller Karen Jørgensen (kj@ms.dk), hvis I har nogle konkrete ideer til fremtidige arrangementer.

 

Andet

I fremtiden vil Tematisk Forum gerne have en kolonne om "Nyt om teori indenfor de tre tema områder" og I opfordres derfor til at dele publikationer, referencer på bøger, artikler, fagblade etc. som kunne være relevante for medlemmer af tematisk Forum

Tematisk Forum vil også gerne bringe nyheder om andre arrangementer – så nyheder og annoncer på dette må gerne sendes til Monica Therese Jacobsen (mtj@ms.dk) eller Karen Jørgensen (kj@ms.dk).

 

Med venlig hilsen

Karen Jørgensen

Netværkskoordinator

 



Nyheder:
The Change Triangle
Download materialet om The Change Triangle her
Årsmøde 27. maj
Årsmødet 2010 besluttede at følge styregruppens indstilling om, at Tematisk Forum ophører.
NGOs in transition
Bogen fra efterårets fem seminarer er klar