Tematisk Forums nyhedsbrev nr. 3 - Juni 2008

Til medlemmer, arbejdsgrupper og andre interesserede

Nye medlemmer
I 2008 har Tematisk Forum fået to nye medlemsorganisationer, så nu er vi 28 i alt. Velkommen til Nepenthes og Axis!

Tematisk Forums årsmøde 2008 – highlights
Den 23. maj 2008 afholdt Tematisk Forum sit 3. ordinære årsmøde. Tematisk Forum har i det forgangne år fået seks nye medlemmer og holdt en række velbesøgte arrangementer. Tematisk Forum har været involveret i revisionen af Civilsamfundsstrategien og drøftelserne om netværkenes fremtid med de øvrige netværks styregrupper og formænd samt været med til at sætte dagsordenen for NGO-træffet i januar 2008.

I øjeblikket står Tematisk Forum imidlertid overfor nogle store udfordringer, ikke mindst at arbejdsgruppernes aktivitetsniveau er relativt lavt. Nogle få personer har trukket et stort læs, og opdateringen af Civilsamfundsstrategien har lagt beslag på mange kræfter. Hvordan kommer aktiviteterne i gang igen? Og hvad skal Tematisk Forums fremtidige rolle være? Hvilke muligheder ligger der i den opdaterede Civilsamfundsstrategi? Og hvad vil den nye (endnu ikke færdiggjorte) netværksstruktur med NGO Forum som ansvarlig for netværksbevillingerne betyde for Tematisk Forum? Ét af forslagene var at afholde et netværkstræf i efteråret 2008, hvor arbejdsgrupperne kan præsentere de ’produkter’, de har arbejdet med, og hvor der kan skabes rum til at netværke, generere nye idéer og få ny energi ind i Tematisk Forum. Styregruppen vil arbejde videre med forslaget.

Tre af styregruppens medlemmer – Jan Ole Haagensen (RCT), Uffe Torm (DMR-U) og Bettina Ravn (ADRA) – var på valg, og alle blev genvalgt. Desuden blev Birgit Lundbak (Red Barnet) valgt som suppleant for Aida Bloch, der havde ønsket at trække sig fra styregruppen. Foruden de nævnte består styregruppen herefter af Karen Andersen (Ibis), Morten Østergaard Christensen (Projektrådgivningen) og Birte Hald (MS). Den nyvalgte styregruppe holder sit første og konstituerende møde fredag d. 27. juni.

Læs hele referatet af årsmødet på www.tematiskforum.dk/index.php?side_id=11.

 

Debat om Civilsamfundsstrategien
I forlængelse af årsmødet blev den opdaterede Civilsamfundsstrategi debatteret. Lars Kjellberg fra Udenrigsministeriet (HUM) fortalte om baggrunden for opdateringen og den proces, der har ledt frem til det udkast, som nu foreligger. Baggrunden var bl.a. en rapport fra Rigsrevisionen, som konkluderede at Udenrigsministeriets støtte til de danske NGO’er var tilfredsstillende, og at grundprincipperne i Civilsamfundsstrategien skulle fastholdes. Der var imidlertid et behov for at opdatere strategien bl.a. i lyset af de erfaringer, der er gjort siden 2001 og de internationale tendenser indenfor udviklingsbistanden (Paris-erklæringen, 2015-målene, skrøbelige stater, øget samarbejde mellem stater og civilsamfund, fra projekttilgang til netværk, mere basket funding m.v.). Udenrigsministeriet har inddraget de danske NGO’er i processen ved bl.a. at udpege en Referencegruppe, holde konsultationer og NGO-træf, og civilsamfundet i syd har været repræsenteret i et South Panel – om end ikke godt nok, mente Lars.

Neil Webster, seniorforsker ved DIIS, var inviteret som opponent. Han mente, at den opdaterede strategi især adskilte sig fra 2001-versionen på fire punkter:
1) Den private sektor og politiske partier er nævnt, og civilsamfundets politiske rolle er beskrevet
2) Økonomisk vækst er nævnt – fokus er ikke længere alene på sociale sektorer og social empowerment
3) Nye, ’emerging’ scenarier er inddraget, bl.a. skrøbelige stater
4) Tilgangen er mere resultatorienteret end tidligere – ”noget for noget”.

Desuden stillede han nogle kritiske spørgsmål til strategien:
• Partnerskab og ejerskab i syd er stadig vigtigt – men der knyttes et stigende antal værdimæssige og tekniske betingelser til valget af syd-partnere og til, hvad disse skal kunne. Det stiller også store krav til de danske NGO’er, som får en stadig større arbejdsbyrde med at ’gøre alting rigtigt’ i alle faser af samarbejdet. Er der kommet for meget kontrol – er det en ny form for konditionalitet?
• Er civilsamfundet kun ’the good guys’? Hvad med hemmelige foreninger eller religiøse grupperinger, som fornægter rettigheder og ønsker at fremme splittelse? Er politiske partier en del af civilsamfundet, og hvordan forholder civilsamfundet i hhv. nord og syd sig til politiske partier i syd?
• Der er en tendens til, at større nord-NGO’er etablerer sig i syd og skaber netværk af nationale organisationer med fælles programmer, der samarbejder med lokale partnere. Skaber dette i realiteten lokalt ejerskab? Hvilke valgmuligheder giver det syd-NGO’erne? Samtidig har der i Danmark været en tendens den modsatte vej, hvor små NGO’er har indgået lokale partnerskaber med max. 3-4 projekter. Hvad kan dette komme til at betyde for sammenhæng og ejerskab? Strategien forholder sig ikke til disse spørgsmål om størrelse.
• Strategien lægger på én gang op til mere decentralisering til syd og mere internationalisering. Dette forudsætter en stærk dansk ressourcebase. Man kan ikke forvente, at det danske civilsamfunds syd-engagement bare bliver ved med at eksistere – der er brug for støtte, for at NGO’erne kan blive ved med at spille de roller, som forudses i strategien. Hvordan sikres denne støtte?

Neil Websters kommentarer til Civilsamfundsstrategien kan læses på www.tematiskforum.dk/index.php?side_id=11.

Det vil føre for vidt at referere den efterfølgende debat, men generelt var der stor tilfredshed såvel med processen som med udkastet til den opdaterede Civilsamfundsstrategi. Høringsfristen er 11. juni 2008.

Møde om forsknings- og NGO-samarbejde d. 6. maj
Tirsdag d. 6. maj 2008 afholdt Tematisk Forum og Rehabiliterings- og Forskningscenter for Torturofre (RCT) et debatmøde om, hvordan man kan udvide samarbejde mellem NGO’er og forskningsmiljøer, der beskæftiger sig med udvikling. Mødet afspejlede tre forskellige positioner i debatten: Den første fastholder, at et skel imellem praktikere og forskere er nødvendigt og hensigtsmæssigt, det er et gode i evalueringen af bistand. Den anden advokerer for, at enkelte organisationer må gøre deres egne erfaringer, og at argumenterne for og imod NGO-aktiviteter på forskningsområdet må baseres på disse erfaringer, mens den tredje understreger, at der er tungtvejende etiske, politiske og videnskabelige grunde til, at NGO’er skal deltage i forskningen, hvorfor der skal udvikles virkemidler, som understøtter denne deltagelse. Debatten var livlig, og der er tilsyneladende stor vilje og engagement bag fortsat at reflektere over, udvikle og kvalificere samarbejdet mellem NGO’er og forskning.

Et udførligt referat af præsentationerne og den efterfølgende debat kan findes på www.tematiskforum.dk/index.php?side_id=142.

Nyt fra arbejdsgrupperne
Gruppen ”Lokal-national fortalervirksomhed” har ansat en redaktør, som arbejder tæt sammen med gruppen på at færdiggøre inspirationshæftet om fortalervirksomhed. Det forventes at udkomme efter sommerferien.

Nyt fra styregruppen
Siden sidst har styregruppen holdt møde hhv. den 7. marts og den 25. april. Læs referaterne på www.tematiskforum.dk/index.php?side_id=9.

Sommerferie i sekretariatet
Tematisk Forums sekretariat holder sommerferielukket fra den 7. juli til og med den 1. august.

Kommende arrangementer – sæt x i kalenderen:

LFA-kursus
Den 16-17. juni 2008 afholder Tematisk Forum i samarbejde med Kønsnet, Aidsnet, Uddannelsesnetværket og Børne- og Ungdomsnetværket et grundkursus i projektplanlægning og brug af Logical Framework Approach (LFA). Der har været meget stor søgning til kurset, som for længst er overtegnet, og netværkene forventer derfor at afholde endnu et kursus til efteråret.

Debatmøde om Monitorering & Evaluering
Den 26. juni 2008 afholder M&E-gruppen under Tematisk Forum et debatmøde som opfølgning på Hanne Lund Madsens rapport om de danske NGO’ers M&E-praksis. Kom og vær med til at diskutere, om der er en harmonisering på vej – skal NGO’erne fremover monitorere fælles temaer, kan mangfoldigheden bevares, og hvordan kombineres læring og accountability? Se invitationen på www.tematiskforum.dk/index.php?side_id=96. Tilmelding er ikke nødvendig, men påskønnet – på mtj@ms.dk.

Tematisk Forums sekretariat ønsker alle en rigtig god sommer!


Mange hilsner

Helene Ellemann-Jensen
Netværkskoordinator



Nyheder:
The Change Triangle
Download materialet om The Change Triangle her
Årsmøde 27. maj
Årsmødet 2010 besluttede at følge styregruppens indstilling om, at Tematisk Forum ophører.
NGOs in transition
Bogen fra efterårets fem seminarer er klar