Om temaet 'Fortalervirksomhed'
De fleste danske NGOer er opmærksomme på vigtigheden af at styrke samarbejdspartnere fra civilsamfundet i fortalerrollen med henblik på deres adgang til og indflydelse på de politiske og økonomiske beslutningsprocesser.
Nogle danske NGOer har gennem de seneste år opbygget væsentlige erfaringer med fortalervirksomhed i samarbejde med partnerorganisationer i Syd, mens det for andre medlemmer af Tematisk Forum repræsenterer et nyt indsatsområde. Arbejdet med fortalervirksomhed stiller en lang række nye organisatoriske og metodiske udfordringer for både de danske NGOer og partnerorganisationerne i samarbejdslandene.
Netværkets fokus er på blandt andet dokumentation og udveksling af erfaringer samt metodeudvikling, der sigter mod at gøre fortalervirksomhed til en kvalitativ og integreret del af andre udviklingsaktiviteter til støtte for civilsamfundet.
Eksempler på aktiviteter under temaet fortalervirksomhed er:
- At udveksle erfaringer med partnerstøtte samt konkrete metoder og strategier til fortalervirksomhed og lobbyaktiviteter
- At nyudvikle tilgange til, hvordan NGOer i Syd kan styrkes i selv at formulere strategier og konkrete fortalervirksomheds-processer i forhold til politik på lokalt og nationalt niveau
- At undersøge hvorledes leveringen af serviceydelser til de fattigste kan bruges strategisk som afsæt for fortalervirksomhed
- At udvikle metoder til monitorering af kort- og langtids-effekter af fortalervirksomhed
- At kortlægge best practices indenfor fortalerarbejdet